KAN MAN SKRIVE LANGE TEKSTER?
Som tekstforfatter har jeg hørt det så tit. Lange tekster i annoncer læses ikke. Punktum. Især ikke i den digitale tidsalder, hvor alle er videre efter et sekunds eksponering. Tillad mig at sige: vrøvl.
Ikke til at mange er videre efter få sekunder i mange medier, men vrøvl til den generaliserende konklusion, at lange tekster i annoncer ikke virker. Nogensinde.
KEND DIN MÅLGRUPPE
Hvis du har bistader i din have, er du klar til at læse spalte op og spalte ned om biavl og bedste udstyr til at slynge honning. Hvis du dykker, er du klar til at læse de mindste detaljer om dykkercomputere.
Så første betingelser er naturligvis, at du kender din målgruppe. Og at mediet er det rigtige sted at give dem informationen. Banalt, kære Watson, men det skulle jo lige nævnes som betingelse.
FÆRRE POMMES FRITES, TAK
Det skal være de rigtige ord, selvfølgelig. Det er jo opgaven for en tekstforfatter.
Men interesserer du dig lidt for rejser, så dykker du gerne ned i stoffet, hvis nogen har noget interessant at fortælle.
Rejser du med børn, læser du gerne en lang tekst om, hvordan I sammen får den bedste rejse. Især hvis teksten fanger dig lige fra overskriften, for skal dine børn virkelig æde sig mætte i pommes frites hver dag i ferien, bare fordi de spiser gratis fra børnemenu? Du vil jo også gerne have sunde børn, ikke? (Jo, selvfølgelig skal de have lov til det i ny og næ. Det står der også. Det skal jo ikke være broccoli det hele).
Hvis du interesserer dig for fremmede kulturer, læser du også gerne om verdens folk, og hvor du kan møde dem. Og du er nok enig i, at vi selv er lidt grå, ikke?
Og så videre.
ORD KAN VISE EKSPERTISE
Interesserer du dig lidt for biler, og ser du en annonce for en ny bil med en lang tekst om alt det nye, så kan det godt være, at du ikke lige når at få læst det hele med det samme.
Men tilbage sidder: Hold da op, der er meget nyt i den bil.
Skulle det lykkes, at at få bare det lille budskab til at sidde tilbage, er du langt. Så kan du altid dele det store budskab ud i små bidder senere. For nogle vil det være genkendelsens glæde og bekræftelse. For andre en nyhed, som de så kan tage til sig her. Hver del skal kunne leve selvstændigt.
Eksemplet er selvfølgelig ikke tilfældigt. Det kan du se af annoncen her for Opel Vectra. Gammelt avisudklip med tapestriber og fluepletter, men se bort fra det. Ingen var i tvivl om, at Opel Vectra kunne en masse. Klik og se mere her: Biler
Nogle vil kunne huske en skibsreder ved navn Per Henriksen. Han havde et helt særligt krav til mine tekster i hans annoncer. Alt skal stå to gange. Når læserne ser det anden gang, tænker de: “Det har jeg hørt før, så det må være rigtigt!” Den filosofi har jeg nu ikke benyttet siden :-).
KORTE SÆTNINGER
En betingelse for, at læseren ikke falder i søvn undervejs, er at sproget lever. Værktøjerne er mange. Sæt dig ned og forestil dig, at du sidder overfor læseren og fortæller som til en god ven. Og giv læseren lov til at tænke selv. Det man selv slutter sig frem til, husker man bedre.
Brug kun aktivt sprog. Og korte sætninger. Punktummer er en mangelvare i mange tekster.
Er du i tvivl, så beregn dit lix-tal. Det er 27 for dette blog-indlæg. 25 – 34 er ”Let for øvede læsere”. Læste du virkelig helt hertil? I givet fald: Tak!