SKAL EN TUR TIL MALDIVERNE NU KALDES ARBEJDE?
Sandet er hvidt som sne og blødt som mel. Babyhajer svømmer rundt om dine fødder. Restauranterne sætter den ene lækre ret på bordet efter den anden. Midt i det hele sidder jeg. Jeg er på arbejde. Ja-ja, jeg ved godt, hvad du tænker. Kom lige tilbage til den virkelige verden, topforkælede menneske.
Men det er altså arbejde, når man er tekstforfatter på et rejsebureau. Møder med ledelsen. Detaljerede beskrivelser af hoteller. Blogindlæg. Artikler til PASSION. Det er bare et ret lækkert kontor at arbejde fra.
Vilamendhoo Island Resort, Maldiverne
MED KAMERAET PÅ ARBEJDE
Vi skal have masser af fotos, lyder det hver gang. Højformat til stories. Tværformat til web. Husk nogle motiver, der er gode i 1:1 beskæring. Det kan algoritmen lide lige nu. Måske er det ændret, når du kommer hjem, men det hele skal med.
Aitutaki, Cook Islands
Også video. Masser af video. Hvordan filmer man i højformat og tværformat på samme tid? Jeg har jo ikke en aftale med den hvalhaj om, at den skal komme tilbage igen om lidt.
VENT LIGE PÅ MIG
Derfor har jeg til tider været ulidelig at rejse med. Jeg drøner rundt. Interviewer alle fra ledelse til gartnere. Og skriver og skriver. Ofte på mobilen, for jeg gider ikke slæbe computer med på rejser. Der har ligget mange artikler under noter. Mails er glimrende til back-up. Og meget videoredigering kan klares i iMovie.
Hvis du spørger familien, så er det værste, når de igen skal vente på, at jeg tager billeder. Pludselig står månen lidt bedre end for 20 sekunder siden. Og se, nu kommer der en båd, som kan komme med på billedet. Og den babyhaj tager jeg lige et billede af. Igen. Jeg tager også lige tur nummer 100 langs koralrevet for at se, om jeg kan få et bedre skud af skildpadderne.
Inderst inde ved jeg godt, at jeg allerede har 30 billeder af både babyhaj og skildpadde, men måske bliver det her det helt rigtige. Og jeg elsker jo at snorkle. Og at fotografere.
Mod Sangklaburi i Thailand
DU STRESSER RUNDT, FAR
Jeg husker, da vi boede i en villa på stranden på Maldiverne. Familien var ved at nå bristepunktet, da det højt og tydeligt lød fra min dengang ikke særligt gamle datter: Du stresser rundt, far!!!
Godt så, hvor er solstolen? Det handler jo også om at mærke, hvordan man virkelig slapper af og nyder det. Det er er det, der skal formidles. Man må jo prøve det. Modvilligt. Hvornår var det, vi havde tid i spaen?
Sådan har det været i Thailand, Vietnam, Indien, USA og Mexico og på Sri Lanka, Cook Islands, Seychellerne, Bali og krydstogtskibe oveni.
Ja, jeg har “stresset rundt”. Men for pokker, hvor har jeg også nydt det Og slappet af. Fået pulsen ned. Og op igen, når jeg har mødt mayaindianere i Chiapas. Været inviteret ind i et lille blikskur, som nogle indere kaldte deres hjem. Svømmet med søkøer, djævlerokker og hvalhajer. Og meget mere.
Billeder, videoer og artikler kommer på forunderlig vis i hus hver gang. Nogle af videoerne kan du se her. Lidt for lange versioner til SoMe, ved det godt, men man må vel godt lave en directors cut, ikke?
FRA NYHAVN REJSER TIL PROFIL REJSER
Alle disse eksempler er fra mine 13 år i Nyhavn Rejser. 1/1 2021 hedder arbejdsstedet Profil Rejser. Jeg skal nok lade være med at “stresse rundt”. Men det pligtopfyldende får du ikke pillet ud af mig. Sådan er jeg.